Kommentar til regeringens klimafremskrivning

Nyhed

Restaffaldsmængderne og genanvendelsesgraden viser sig at se noget anderledes ud, end i de beregninger, politikerne vedtog klimaplanen for affald på baggrund af. Det bør dog ikke komme som en overraskelse, mener Brancheforeningen Cirkulær.

affaldsenergi-1

Brancheforeningen Cirkulær noterer sig, at klimafremskrivningen viser et match mellem de danske restaffaldsmængder og kapacitet allerede fra 2025, hvilket udfordrer hele forudsætningen for konkurrenceudsættelsen og kapacitetsreduktionen på 30 pct. Foto: Brancheforeningen Cirkulær.

Restaffaldsmængderne falder ikke i samme grad som antaget, og en større andel af det sorterede affald kan ikke genanvendes, og ender derfor som såkaldt ’reject’, der i stedet energiudnyttes.

Det viser regeringens nye klimafremskrivning, som anslår, at restaffaldsmængderne – og dermed også CO2-udledningerne fra affaldsenergiudnyttelse – vil være større i 2030 end antaget i forhold til tidligere klimafremskrivninger samt den politiske aftale om Klimaplan for affald og cirkulær økonomi fra 2020.

En anden grund til, at restaffaldsmængderne ikke falder som antaget er, at de nye affaldsfremskrivninger inkluderer have-park-affald samt farligt affald til energiudnyttelse. Disse fraktioner var helt udeladt i beregningerne, der dannede grundlag for den politiske aftale, selvom begge fraktioner består af affald, der ikke genanvendes men i stedet energiudnyttes.

Godt at tælle alle fraktioner med

Brancheforeningen Cirkulær tager positivt mod, at staten i sine fremskrivninger nu tæller alle relevante mængder af forbrændingsegnet affald med. Det vakte i undren i branchen, at det ikke skete i forbindelse med klimaplanen. Derfor foretog Brancheforeningen Cirkulær selv en analyse af restaffaldsmængderne for at vurdere, hvordan restaffaldsmængderne kunne reduceres og godtgøre en reduktion i affaldsenergikapaciteten på 30 pct. som aftalt i klimaplanen.

Her noterer Brancheforeningen Cirkulær sig, at fremskrivningen viser et match mellem de danske restaffaldsmængder og kapacitet allerede fra 2025, hvilket udfordrer hele forudsætningen for konkurrenceudsættelsen og kapacitetsreduktionen på 30 pct. Det fremgår endda af klimafremskrivningen, at Danmark fra 2032 kan risikere at skulle eksportere eget restaffald til energiudnyttelse i andre lande.

Brancheforeningen Cirkulær er derudover enig i, at reject-andelen af det genanvendelige affald er større end tidligere antaget. Det er ærgerligt – men omvendt er det heller ikke overraskende, for især plastemballagefraktionen rummer stadig store mængder affald, der ganske enkelt ikke er designet til at kunne genanvendes.

Sæt turbo på emballageregulering og CCS

På baggrund af klimafremskrivningen opfordrer Brancheforeningen Cirkulær kraftigt regeringen til at intensivere arbejdet med ny regulering af produkter og emballager for at sikre en større grad af genanvendelighed. Her bør Miljøministeriet og Miljøstyrelsen kraftigt opprioritere arbejdet med at indføre et miljø- og klimamæssigt ambitiøst producentansvar på såvel emballager som tekstiler, samt omgående sætte gang i implementeringen af EU's netop vedtagne emballageforordning.

Herudover bør regeringen, Klimaministeriet og Energistyrelsen opprioritere arbejdet med at skabe gunstige rammer for etablering af CO2-fangst på affaldsenergianlæg, så sektoren kan forløse potentialet for CO2-reduktioner.