Nyheder

09. april 2008

Forbrænding er nyttiggørelse – jf. Parlamentets miljøudvalg

8. april var der afstemning i Parlamentets miljøudvalg om de 248 ændringsforslag, der var stillet til Rådets fælles holdning til Affaldsrammedirektivet (den første etape af andenbehandlingen).

Det mest iøjnefaldende resultat var et flertal i udvalget for, at energieffektive forbrændingsanlæg skal betragtes som nyttiggørelsesanlæg. Formlen for beregning af energieffektivitet beholdes som fodnote til R1 i Bilag II og definitionen af nyttiggørelse fastholder i bisætningen ”i anlægget eller i samfundet generelt”, hvilket muliggør at vurdere erstatning af ressourcer ud fra et samfundsmæssigt perspektiv. Dette er en forudsætning for, at affaldsbehandling kan klassificeres som nyttiggørelse, idet substitution af ressourcer (fossile brændstoffer) finder sted udenfor selve anlægget.

Det er endnu for tidligt at give en detaljeret gennemgang af resultaterne, men nedenfor gennemgås øvrige væsentligste beslutninger:

  • Affaldshierarkiet skal være en generel regel (mod Rådets orienterende princip), som det skal være muligt at afvige fra ved anvendelse af livscyklustankegang (og ikke som under førstebehandlingen livscyklusvurderinger);
  • Mindre justeringer af direktivets anvendelsesområde;
  • Definitionen af genanvendelse strammes, især hvad angår de processer, der udelukkes;
  • Hele artiklen om biprodukter slettes. Dette medfører, at man går tilbage til retspraksis og Kommissionens fortolkende meddelelse om biprodukter, der anvendes som vejledning ved individuelle vurderinger af, om noget bør betragtes som affald eller biprodukt;
  • Bestemmelserne om affaldsfasens ophør (end-of-waste) strammes ved
    - at affald kun må omklassificeres til ikke-affald efter en behandling, der har genanvendelse som formål
    - Miljø- og kvalitetskriterier for omklassificeringen skal vedtages politisk i henhold til den fælles beslutningstagningsprocedure
    - Medlemsstaterne fratages muligheden for at foretage en national omklassificering;
  • Bestemmelserne vedrørende farligt affald strammes:
    - Blandingsforbuddet styrkes
    - Forbuddet mod fortynding præciseres
    - Undtagelse fra godkendelseskrav fjernes fra anlæg, der behandler farligt affald
    - Der stilles krav om affaldets sporbarhed;
  • Genanvendelsesmålsætninger for såvel husholdningsaffald, bygge/anlægsaffald som industriaffald. Kommissionen havde ønsket at holde industriaffaldet udenfor. At genanvendelsesmålsætninger fastlægges for alt affald, er et skridt i retning af det kompromis, som sekretariatet arbejder for, nemlig at få vedtaget en genanvendelsesmålsætning, der udtrykkes som en procentdel af totale affaldsmængder;
  • Forskellige ændringsforslag blev vedtaget vedrørende bioaffald, herunder separat indsamling og prioritet til materialegenanvendelse. Det vurderes dog, at disse ændringsforslag ikke vil overleve forhandlinger mellem Parlamentet og Rådet.

Alt i alt en (med affald danmarks øjne) positiv udvikling, der bringer Råd og Parlament tættere på enighed om affaldsrammedirektivet og hermed baner vejen for en andenbehandlingsaftale. Lykkes det for det slovenske formandskab at nå sådan en aftale, vil direktivet blive færdigbehandlet inden sommeren.

affald danmark har aftalt et møde med Parlamentets ordfører i den nærmeste fremtid med henblik på at vurdere resultaterne af dagens afstemning og skitsere mulige kompromiser mellem Rådet og Parlamentet.