Nyheder

07. marts 2008

Danmark mangler kapacitet til affaldsforbrænding

Danmark producerer mere affald end nogensinde. Der skal milliardinvesteringer til nu, ellers vil mængden af deponeret affald og lossepladser vokse i de kommende årtier.

Det er konklusionen, efter at Rambøll for affald danmark har fremskrevet behovene for affaldsforbrænding frem til år 2030. Miljøstyrelsen har efterlyst et overblik over Danmarks forbrændingskapacitet og andre muligheder for behandling af affald. Derfor har affald danmark taget initiativ til en undersøgelse, og resultaterne kan nu ses i rapporten: Vurdering af mængden af forbrændingsegnet affald i Danmark.

Rapporten har fået affald danmark til at efterlyse en udmelding fra embedsværket snarest, så problemerne kan løses og endnu større fremtidige problemer forebygges.

Mængden af affald i Danmark er konstant stigende, men mellem 2003 og 2007 har der på grund af væksten i dansk økonomi været en uventet høj stigning. Allerede i dag har flere forbrændingsanlæg derfor problemer med at brænde så store mængder, som de modtager. En del affald oplagres midlertidigt. Men de ”midlertidige” lagre vokser, og det vil affaldsmængderne også gøre i de kommende år. Hvis vi skal undgå at skabe flere lossepladser til skade for miljø og natur, skal der investeres i ny behandlingskapacitet.

Det er også vigtigt, at affald, der kunne skabe nyttig energi ved forbrænding, ikke går til spilde, så vi i stedet må brænde mere kul og olie til skade for klimaet.

Rapporten peger på flere mulige løsninger og har opstillet fire fremtidsscenarier, men ingen af dem kommer uden om betydelig udbygning af kapaciteten til at brænde. Kun en smule mere affald kan genanvendes, og det tager fremskrivningerne allerede højde for. Herudover kan en lille del af affaldet medforbrændes i kulfyrede værker, og vi kan også behandle noget affald biologisk. Men disse tiltag udgør justeringer, som ikke er tilstrækkelige til at løse hele problemet.

Sekretariatschef for affald danmark, Leif Mortensen, sagde for nylig i en pressemeddelelse:
”Resultaterne af denne analyse viser, at vi har et problem – et problem der kræver en løsning. Det tager mellem fire og seks år, fra vi beslutter at opføre ny forbrændingskapacitet, til anlægget kan tages i brug. Derfor er der brug for handling nu.”

Klik her for rapporten Vurdering af mængden af forbrændingsegnet affald i Danmark.
Læs affald danmarks pressemeddelelse her.