Nyheder

07. januar 2008

affald danmark starter 2008 med endnu et nyt medlem

Årsskiftet 2007-2008 betyder en udvidelse af medlemskredsen i affald danmark – antallet af medlemmer går med optagelsen af Stena Metall A/S således fra 6 til 7.

affald danmark fortsætter hermed den udvidelse af medlemmer, der blev påbegyndt i 2007. Foreningen dækker allerede nu en meget bred palet indenfor affaldshåndtering. Fællesnævneren, der tidligere var affaldsforbrænding, er således i dag, at medlemmerne hører til de seriøse, væsentlige behandlere i affaldsbranchen.

Efter at Marius Pedersen sluttede sig til os i 2007 kommer Stena Metall nu med fra nytåret 2008. affald danmark har dermed fået to aktører ind, der er vægtige spillere også på den internationale scene – et vigtigt aspekt i dag, hvor også affaldsbranchen er blevet global, udtaler formanden for affald danmarks ledergruppe Ivar Green-Paulsen.

Det er en stor fordel med denne nye viden og inspiration til vores arbejde. Desuden betyder udvidelsen, at vi øger vores indflydelse. Vores argumenter får mere vægt, når de er afstemt blandt de væsentlige aktører i den danske affaldsbranche. Vi bliver mere synlige og kommer til at dække flere dele af affaldskæden, fortsætter han.

Anders Skibdal, direktør i Stena Metall, ser frem til samarbejdet med de 6 andre store affaldsbehandlere i Danmark. Vi synes, det er en rigtig god ide, at de største aktører har et fælles talerør, og vi glæder os til det konkrete arbejde i affald danmark, siger Skibdal.

affald danmark har som mål at være en effektiv, beslutningsdygtig organisati-on med fokus på fælles interesserer og synergier og med evne til gennem konstruktiv dialog at håndtere forskellighederne og nå frem til de gode løsninger. I foreningen ser man frem til hvad de nye medlemmer, som begge er aktører på den internationale scene, kan give af ny viden og inspiration til de drøftelser man har i organisationens arbejdsgrupper.